top of page

HER KAN DU LÆSE OM MIG OG MIN LIVSREJSE. MÅSKE KAN DU GENKENDE NOGET AF DET, MÅSKE KAN DU LADE DIG INSPIRERE AF NOGET...

Elena Tiulenev Psykoterapeut Mpf Individuel Parterapi Faimilieterapi
Professionelle rejse

MIT PROFESSIONELLE LIV OG MIN FAGLIGE UDVIKLING

JURA I MOLDOVA

 

Min professionelle rejse begyndte med at læse jura der, hvor jeg kommer fra - Moldova. Lige efter mine studier arbejdede jeg som ekstern lærer på Moldovas Statsuniversitet, hvor jeg underviste i komparativ forfatningsret på engelsk.

Jeg havde en drøm om at blive advokat dengang.

PÆDAGOGIK OG FAMILIERÅDGIVNING I ITALIEN

 

I 2003 flyttede jeg sammen med min mand til Italien. Jeg fandt ud af, at den eneste måde, jeg kunne fortsætte med jura på, var ved at læse det igen.

 

Efter nogle overvejelser besluttede jeg at skifte spor og tage en bachelor i pædagogik.

Imens jeg studerede pædagogik, fik jeg min søn. Jeg blev nysgerrig på børneopdragelse, overvejede måden, jeg selv voksede op i min familie, og blev bevidst om det store ansvar, jeg havde som forælder. Jeg købte flere bøger, og en af dem var "Dit kompetente barn" af Jesper Juul. Det er ikke en overdrivelse at sige, at den bog har ændret mit liv og sat gang i en proces - både på det personlige og det professionelle plan - som har ført mig til, hvor jeg er i dag.

 

Jeg fandt ud af, at Jesper Juul var en dansk familieterapeut, pædagog og forfatter, en af grundlæggerne af Kempler Instituttet og senere Det Danske Familieterapeutiske Institut. Desuden havde han etableret Family Lab - en international organisation, som arbejder med forældrerådgivning og kurser til både familier og fagpersoner. Jeg deltog i et 8-dages kursus for at blive en del af Family Lab Italien. Imens denne proces var i gang, blev jeg også færdig med min bachelor i pædagogik, som jeg afsluttede med emnet "Børn og opdragelse - baseret på Jesper Juuls arbejde”.

​​

De sidste to år i Italien arbejdede jeg som konsulent i Family Lab Italien. Jeg har lavet tema-workshops for forældre om relationer og opdragelse, gruppeforløb med forældre og netværksarbejde for at sprede Jesper Juuls viden om børns tarv og forældreskab.

Elena Tiulenev Psykoterapi
Elena Tiulenev Psychotherapist Individual Couples and Family Therapy Copenhagen Online

Jeg vidste, at jeg ville læse videre. Jeg var allerede interesseret i psykoterapi, men ikke hvilken som helst - jeg ville læse præcist familieterapi og på DFTI. Så i vores beslutning om at flytte landet igen, var DFTI en af de nøgleargumenter…

SOCIALT ARBEJDE OG PSYKOTERAPI I DANMARK

Jeg flyttede til Danmark i 2015. Jeg havde ikke klare idéer om, hvad jeg ville professionelt. Men livet arbejdede for mig - og jeg fik en anbefaling om at kontakte Reden International og blive frivillig hos dem. Det gjorde jeg, og sådan begyndte min rejse i det sociale felt, som jeg elsker og brænder for den dag i dag.

Med tiden blev jeg vikar og derefter fastansat som socialfaglig medarbejder. Jeg har været der i 3 år og har hjulpet menneskehandlet kvinder, der var udsat for prostitution og tvangsarbejde. Jeg fik mulighed for at træne mine relationskompetencer i arbejdet med de mest udsatte, men også lære om og få erfaring med traumer, tilknytning, vold osv. Desuden kunne jeg bruge mine sproglige kompetencer - engelsk, rumænsk, italiensk og russisk.

 

I 2018 begyndte jeg at læse til psykoterapeut med speciale i par- og familieterapi på DFTI. Jeg vidste, jeg ville skifte arbejde og finde noget, som gav mig mulighed for at få erfaring med familier. Jeg fik job som familiekonsulent i Memox og senere som familievejleder i Høje-Taastrup Kommune. Her arbejdede jeg med mange sårbare familier, der havde komplekse problemstillinger såsom konflikter, misbrug, traumer, anbringelser, omsorgsvigt, psykiske lidelser osv. og forskellige konstellationer, f.eks. familier med små børn og/eller teenagere, sammenbragte familier, skilsmissefamilier med højt konfliktniveau osv.

 

Jeg samarbejdede med Den Miljøterapeutiske Organisation i 1,5 år og var vikar på deres opholdssteder. Den erfaring har været vigtig for mig for at forstå de udfordringer, vikarer har i relation til det arbejde, de udfører for at hjælpe sårbare og udfordrede mennesker.

 

Jeg har altid drømt om at være selvstændig. I slutningen af 2022 tog jeg chancen, sagde mit job op, og fra 1. januar 2023 har jeg etableret min egen praksis.

MIT ARBEJDSLIV I DAG 

Der er to spor i mit liv, som jeg vægter højt og arbejder inden for - psykoterapi og socialt arbejde. En rød tråd i alt mit arbejde med mennesker er relationer. De relationer, vi har i vores liv, har en enorm betydning og er afgørende for vores mentale sundhed og trivsel.

 

Som psykoterapeut byder jeg velkommen til individuelle klienter, par og familier i min praksis på Vesterbro. Desuden samarbejder jeg med Reden som psykoterapeut for menneskehandlede kvinder, som har brug for det.

En af mine nye projekter er at samarbejde med virksomheder omkring terapi og samtaler til deres medarbejdere.

Som konsulent i det sociale arbejde tilbyder jeg workshops til NGO'er, bosteder, opholdssteder og andre steder, som hjælper særligt sårbare og udsatte mennesker og benytter sig af frivillige og vikarer.

 

Læs om terapi her.

 

Læs om workshops her.

 

Læs om tilbud til virksomheder her.

MIN PERSONLIG REJSE - JEG ER SELV GÅET VEJEN, OG JEG GØR DET STADIG!

BARNDOM OG UNGELIV I MOLDOVA

 

Jeg er født i Moldova og er vokset op tosproget (rumænsk og russisk) i et ambivalent samfund og kultur, der var præget af indflydelse fra både øst (dengang Sovjetunionen og Rusland) og vest (Rumænien og resten af det vestlige Europa). Allerede da jeg var barn, kunne jeg mærke udfordringerne ved at være i klemme mellem to verdener.

Jeg mødte min nuværende mand, da jeg var 19, og blev gift som 21-årig.

ITALIEN - FØRSTE FLYTNING 

 

Vi flyttede til Italien, da vi var 23. Vi var så unge, at vi ikke var klar over, hvilke konsekvenser vores beslutning ville have på sigt. Vi så det som et eventyr. 

Elena Tiulenev Psychotherapist

Processen med at flytte har været svær. Min mand måtte rejse uden mig, og jeg kom efter en måned. Først i Danmark, hvor jeg arbejdede i Reden med menneskehandel, gik det op for mig, at jeg selv var blevet menneskehandlet. Jeg kender godt følelsen af at blive snydt, løjet for og manipuleret. Jeg har oplevet desperation, afmagt og fastlåsthed ret tidligt i livet.

De første år havde vi ikke opholdstilladelse, hvilket betød et liv uden muligheder, som om vi var usynlige. Vi måtte sætte vores drømme på pause. Først efter at vi fik vores papirer, kunne vi begynde at udforske mulighederne og finde vej i det professionelle liv med arbejde og uddannelse.

Min søn kom til verden i 2010. Sikke en spændende rejse med magiske øjeblikke og til tider udfordringer. En del af rejsen har været at finde mig selv og heale mig selv for at kunne være der for min søn. Jeg ville være en perfekt mor, men heldigvis fandt jeg ud af, at det er nok at være en "god nok" mor. Jeg vidste, der var ting, jeg ikke havde lært fra mine forældre, og derfor har "Dit kompetente barn" været en stor hjælp og har sat gang i min personlige udvikling.

DANMARK - ERFARING MED SAVN OG TAB BLIVER MERE TYDELIG

 

En dag, lidt for sjov og lidt for alvor, talte vi om at flytte en gang til. Vi indgik i en treårig forberedelsesproces for at flytte til Danmark. Denne gang var anderledes - vi havde et barn, vi havde andre forventninger og klare ideer om, hvad vi ville, og hvorfor vi flyttede - der var pres på os for at lykkes endnu større end ved første flytning.

Jeg var ikke klar over det, men jeg tror, jeg fik et kulturelt chok. Jeg var ikke bevidst om, at flytning også kan medføre en krise. Selvom det føltes som den rigtige beslutning, var tab og savn en del af den proces, og de skulle respekteres og inviteres ind.

Imens jeg skulle lære at passe ind, integrere mig, lære et sprog og en kultur, forstå, hvad der forventes af mig, skulle jeg også støtte mit barn, som for første gang startede i en institution. Vores liv som familie og som par blev vendt på hovedet, og det havde vi ikke forventet.

 

Efter den første tid med krisen, blev tingene stille og roligt bedre - vi fik venner og nye muligheder i arbejdslivet. Efter de første 2-3 år kunne vi mærke, at vi endelig kunne slappe af og begynde at nyde det nye liv, vi havde skabt for vores familie.

MIT PARFORHOLD - RØD TRÅD OG FUNDAMENT I MIT LIV

Jeg giver en særlig plads til mit parforhold, fordi det hele tiden har været fundamentet, det sikre net for os begge partnere og for vores familie. Jeg ved, hvor stor betydning og hvor berigende et sundt forhold kan være; derfor arbejder jeg med par.

Jeg har været sammen med min mand i knap 25 år. Vi har været igennem to flytninger, fået et barn og støttet hinanden i vores udfordringer, både som par og i vores personlige og professionelle rejse. Men det har ikke været nemt og uden en pris.

Vi har oplevet kriser og har lært på en hård måde, hvorfor det er vigtigt at prioritere parforholdet. Med vores historik har det været nemt at prioritere arbejdslivet, forældrerollen, det praktiske og overlevelsen, mens vi har nedprioriteret eller endda glemt vores intimitet og følelsesmæssige behov. Til tider endte vi med at leve et parallelt liv uden at være klar over det.

Jeg har lært, at savn og længsel, magtesløshed og opgivenhed er en del af processen med at være sammen. Der var tider, hvor vi begge følte os ensomme, utilfredse og ikke gode nok i vores parforhold. En vigtig læring har været at være sammen om det, der var svært, i stedet for at forsøge at fikse det. Især for mig har en vigtig læring været at sørge over det, jeg ikke fik i mit forhold, og det, jeg mistede, fordi jeg valgte at blive sammen med min mand.

Det er et hårdt arbejde at genfinde hinanden, kontinuerligt at vælge aktivt at være sammen og værdsætte det, vi har skabt og har sammen. Men det er nødvendigt, berigende og værdifuldt. Jeg har lært, at personlig udvikling og ansvar er en del af arbejdet i parforholdet.

Selvfølgelig har vi stadig konflikter, og vi kan ikke undgå dem; vi vil ikke undgå dem. De er en del af at lære hinanden at kende, at udtrykke vores behov, grænser og ønsker. Vi ved, at vi kan håndtere dem, og vi ved, at vi vil hinanden.

MIT LIV I DAG 

 

Alle de beslutninger, jeg har taget, har haft en pris – både på godt og ondt. Det har været nødvendigt, lærerigt og har bragt mig der, hvor jeg er i dag.

Som 45-årig kvinde er jeg nu i en periode i mit liv, hvor jeg kan kigge tilbage og værdisætte alt, hvad jeg har opnået. Jeg kan mærke og tage ansvar for de valg og de konsekvenser, de medfører. Jeg ved, at savn, ensomhed og behovet for at tilhøre er en del af mit liv. Men jeg kan også kigge fremad. Der er kommet mere ro på, indre forankring og nydelse, balance mellem arbejde og privatliv, bevidsthed om egne grænser og prioriteringer i livet. Jeg ved, at jeg lever det liv, jeg vil. Jeg har stadig drømme og projekter sammen med min familie og i mit professionelle liv, og jeg glæder mig til alt det, der kommer.

Elena Tiulenev Individuel Terapi Parterapi Familieterapi

Jeg mødes gerne til en kop kaffe/te, hvis du er nysgerrig, vil lære mig at kende, og vil tale om min rejse og erfaring – både her i Danmark og som expat – privat og professionelt. Hvis du tænker, det kan hjælpe dig med at finde din vej i din rejse, er du meget velkommen.

Personlig rejse
bottom of page